
UV-indeks - hvornår er det for højt?
UV-indeks (også kaldet UV index) fortæller dig, hvornår du skal beskytte dig i solen. I denne artikel har vi samlet svar på mest stillede spørgsmål:
Hvad er UV-indeks?
UV-indeks er en global standard for måling af solens UV-stråling, som er fastlagt af Verdenssundhedsorganisationen (WHO). Det er altså et internationalt mål for intensiteten af den skadelige UV-stråling midt på dagen, når solen står højest på himmelen.
UV-indekset er et udtryk for rødmegivende stråling. Det fortæller med andre ord, hvor høj risikoen er for at få en solskoldning. UV-indekset er højest i middagstimerne, hvor solen står højest på himlen, og når det er skyfrit.
Ved at tjekke indekset kan du få svar på, hvornår du skal passe på i solen og bør bruge solbeskyttelse.

UV-indekset fortæller dig, hvornår du skal beskytte dig mod solens ultraviolette stråler. Foto: Stock
Hvor kan jeg se UV-indekset?
UV-indekset beregnes dagligt, og du har måske hørt det omtalt i vejrudsigten eller set det på DMI
Du kan også hente appen UV-Indeks fra Kræftens Bekæmpelse. Her kan du tjekke UV-indekset på over en million lokationer i verden. Appen kan du hente der, hvor du normalt henter apps til din telefon:

Hent Appen UV-Indeks og hold styr på solen under ferien. Foto: Stock
Hvornår er det for højt?
Hvad er et højt UV-indeks, og hvornår skal man egentlig beskytte sig ekstra i solen?
I Danmark er UV-indekset højst 1 på en vinterdag og højst 7 på en sommerdag. Når UV-indekset er 3 eller derover, anbefaler Kræftens Bekæmpelse, at du beskytter dig. Og befinder du dig i områder, hvor indekset er 8 eller højere, er det nødvendigt med ekstra beskyttelse.
Desuden er UV-strålingen stærkest mellem 12 og 15, så i dette tidsrum bør du så vidt muligt undgå at opholde dig i solen.
UV-indeks | Styrke | Risiko og anbefaling |
1-2 | Lav UV-intensitet |
Det er ikke nødvendigt at beskytte dig, medmindre du har meget lys hud. |
3-6 | Moderat UV-intensitet |
Risiko for solskoldning. |
6-8 | Høj UV-intensitet |
Stor risiko for solskoldning. |
8-10 | Meget høj UV-intensitet |
Ekstra beskyttelse af huden er nødvendig. |
10+ | Ekstrem UV-intensitet |
Ekstrem risiko for solskoldning. |
Hvad har betydning for UV-indekset?
UV-strålingen fra solen trænger nemt igennem, når der er få skyer på himlen, mens mørke regnskyer næsten fuldstændigt bremser strålingen. UV-indekset kan altså godt være forholdsvist højt, selvom der er skyer på himlen.
Der er ingen direkte sammenhæng mellem UV-strålingens intensitet og temperaturen. Derfor kan UV-indekset godt være højt selv på kolde vinterdage eller på dage med skyet vejr.
UV-indeks i Danmark og i udlandet
Der er stor forskel på UV-indekset i Danmark og andre steder på kloden, f.eks. destinationer tæt på ækvator eller i højtliggende bjergområder. Ved ækvator kan UV indekset blive op til 15 og i højtliggende bjergområder helt op til 20.
Hvis du rejser til disse områder, skal du altså være ekstra opmærksom på UV-indekset og tage de nødvendige forholdsregler for at beskytte dig bedst muligt og undgå hudskader.
Mere information om UV-stråling
Hent mere viden og gode råd om UV-stråling, og hvordan du bedst beskytter dig mod solens farlige stråler i disse artikler: